Forretningsplaner læses langt fra altid fra ende til anden, ord for ord. I stedet skannes de ofte hurtigt igennem og kun udvalgte afsnit læses grundigt igennem.

Din forretningsplan er måske den første – og måske også den sidste – du har lavet. Men det er helt sikkert ikke hverken den første eller den sidste som din bankmand eller investor har læst.

Gør derfor din forretningsplan let og hurtig at læse!

Forestil dig at den bliver læst på samme måde som vi læser hjemmesider. Vi skanner siden for at finde det vi leder efter og klikker lidt rundt hvis det ser ud til, at der er noget at komme efter. Hvis ikke vi tror på, at vi kan finde det vi søger, klikker vi videre. Vi læser ikke hjemmesider fra ende til anden.

Derfor er det en god idé at bruge nogle af grundprincipperne fra webjournalistik, når du skriver din forretningsplan:

Overskrifter

Brug mange og korte overskrifter, så man hurtigt kan skanne siden.

Korte afsnit

Skriv kortfattet og præcist. Og når du har gjort det, luger du lige ud i alle de overflødige ord en ekstra gang.

Hvis lange tekstafsnit er nødvendige (det er de sjældent), så lav jævntligt nogle linieskift.

Fremhæv nøgleord

Især i længere tekster kan det være relevant at fremhæve nogle nøgleord med fed skrift, så man hurtigt kan se, hvad det handler om.

Punktopstillinger

Hvis der er noget i din tekst, der kan opstilles i punktform, gør det læsningen lettere. Det kan f.eks. være

  • Produktegenskaber
  • Kundefordele
  • Distributionskanaler
  • Risici
  • Etc.

Grafik og tabeller

Det er mere overskueligt at læse en tabel end en tekst og det er hurtigere og endnu mere overskueligt at læse et diagram end en tabel.

Billeder

“Billeder siger mere end 1000 ord”. Behøver jeg sige mere? Alt hvad der kan vises visuelt bør vises visuelt.